Formland messe

Blue_2014-08-14 13.14.00-Lille
I går havde jeg en rigtig spændende dag, da den blev tilbragt på Formland i Herning. Jeg ved at mange er nysgerrige for hvad der var at se, da det er en lukket messe for design- og interiørbranchen. Og jeg håber jeg kan stille lidt af jeres nysgerrighed her.

På sådan en dag oplever man meget; 8 kæmpe haller fyldt med stande, trendområder, produkter og nyheder. En masse snak, netværking og hygge. Og sidst men ikke mindst en lang bustut t/r, hvor jeg heldigvis havde dejligt selskab.
Jeg valgte så også lige at krydre turen, med at jeg glemte mit kamera i Herning! Der var lidt forvirring om hvor bussen kørte fra, så midt i at jeg stod med alle mine goodiebags og skulle købe mad ringede telefonen, og så glemte jeg kameraet! Arrrgh. Kameraet er heldigvis fundet, men er stadigvæk i Herning, så indlægget bliver i stedet med billeder fra Instagram, dels mine egne dels nogen lånte (se links nederst).

Mit første indtryk på messen var egentlig lidt skuffende. Jeg har kun været på én messe tidligere, DesignTrade, og Formland skulle jo være meget større og ældre med flere foredrag osv. Og ja, det var den da også større, men der var også meget mere som ikke var så relevant syntes jeg, hvor jeg syntes DesignTrade var mere koncentreret.
Jeg havde også forventet at se flere nyheder, måske følger jeg bare alt for godt med. Meeeen der gemte sig da lidt godter rundt omkring.

Det som gjorde størt indtryk var Hay’s hal. Udover udstilling af deres produkter, var også alle finalisterne til Hay Talent Award. Der var blevet bygget et lille hus til hver, hvor de skulle udstille deres produkt – og ikke mindst sove. Det må være en noget speciel oplevelse at skulle sove i en massehal i 5 dage, sammen med 32 andre!
Men der var rigtig mange spændende produkter, og derudover var der også mange der f.eks. havde produkttegninger og prototyper i skum med, så man også fik lidt indblik i designprocessen, det syntes jeg var rigtig fedt.
Collage_Hay_Formland_Designdelicatessen_Amalie4
Vindere af Hay Talent Award blev delt mellem to; Joel Hoff og Hannah Waldron (billedet), der væver. Det bliver så trendy med de wallhangers. 😉 Du kan finde en DIY til hvordan du selv gør her.

Der var ellers ikke de vilde overraskelser på tendensfronten: Metaller, marmor, blå og planter var der masssser af. Og så var der også et lille snert af filt f.eks. i form af kurve og julepynt. Det tror jeg der kommer meget mere af, og passer jo også fint med f.eks. kurve, wallhangers og de øvrige materialer der er fremme.

Nedenfor har jeg samlet nogle af mine favoritter indenfor de forskellige trends.
Og husk, da det jo er en forhandlermesse, så vil alle nyhederne endnu ikke kunne fås i butikkerne og jeg kender heller ikke priserne på alle varerne.

Blue_Amalie_Melt_PernilleFol2
Blomsterprint fra Pernille Folcarelli og Wallhanger i indfarvet uld fra Elkeland er næsten et must, og så kommer Hay med blå kasser.
Derudover have Eckmann Studio havde indrettet flere trendzoner, hvor der også blevet givet gas med den blå. Jeg elsker det, og har allerede taget den blå til mig – jeg har jo f.eks. malet en væg i min stue. Og jeg kan mærke at jeg skal passe på, for at det ikke bliver for meget. Jeg prøver… 😀

Collage_Metal_Lille
Ure fra Georg Jensen // Lysestage fra NO Design // Trendzone // Bord og vaser fra Au Maison

Det kan måske være lidt svært at se urene fra Georg Jensen, men f.eks. er det blå ur en ny farve, og så har det fået et tvist med en kobberfarvet viser. Lækker detalje. Desuden overraskede Au Maison med flere lækre kobberprodukter; et kantet bord, vaser og opbevaringsbøtter (nedest til venstre).

Nedenstående collage er fra Walnut street, der er et agentur, der hjælper mindre designere. Og de har altså nogle lækre designere under sig. F.eks. har Strups lavet en enkelt kalender – som man kan skrive på! Det havde jeg ret svært ved at finde, da jeg skulle finde en kalender til 2014.
Og til højre simple – men anderledes plakatophæng. Man skal bare slå et søm i vægge og så bliver plakaten+ ramme holdt fast med en magnet. Derved er det supernemt at skifte poster, og det kan også bruges hvis man har skåvægge.

Collage_Walnut_Lille
Kaktus print og sprællebjørn fra Strups // Plakater fra Seventy Tree //
Kalender fra Strups // Magnetisk plakatophæng fra Seventy Tree

Billedekiler: Formland, AmalieLovesDenmark, PernilleFolcarelli, MeltDesignStudio, Designdelicatessen

Læs også

Endnu ingen kommentarer

Læg en kommentar, det er så dejligt at høre fra dig!